27. aug. 2020

Begrænset service skal sikre udbetaling af dagpenge

Sommerens IT-problemer påvirker stadig vores serviceniveau. Vi har derfor begrænsede åbningstider på telefonen og længere svartider på beskeder.

Som tidligere beskrevet har en IT-opdatering i juli desværre givet os omfattende problemer med vores systemer. Det har medført en ophobning af sager, som vi nu arbejder hårdt på at få behandlet.

LÆS OGSÅ: IT-problemer påvirker service og dagpengeudbetalinger

Det er vores hovedprioritet, at vores ledige medlemmer får deres dagpenge til tiden. Derfor har vi også valgt, at vores forsikringskonsulenter skal bruge størstedelen af deres tid på sagsbehandling og udbetaling. Det medfører desværre en betydelig forringelse af vores service mht. åbningstider på telefonen og svartider på beskeder.

Hvad kan man forvente i nærmeste fremtid?

Der er stadig et godt stykke vej til, at vi er tilbage til normal åbningstid på telefonen (kl. 9-16 mandag til torsdag, kl. 9-15 fredag) og en svartid på 2-5 dage på beskeder.

Over de næste 5 uger skruer vi gradvist op for åbningstiden på telefonen, ligesom vi også arbejder på at kunne besvare mails og beskeder hurtigere, end vi gør i øjeblikket. Man kan løbende holde sig orienteret om åbningstiderne på vores hjemmeside.

Vi beklager denne lange periode med forringet service. Det er på ingen måder tilfredsstillende eller karakteristisk for den service, du normalt kan regne med fra os. Vi kan kun håbe på vores medlemmers tålmodighed, indtil vi igen kan levere den service, man med rette kan forvente.

Venlig hilsen
Akademikernes A-kasse