4. jul. 2020

Søg om dagpenge ved kollektiv ferielukning

Hvis du har opbrugt din egen optjente ferie, og din arbejdsplads holder kollektiv ferielukket i sommerferien, kan du søge om dagpenge.

Du skal opfylde nogle betingelser for at få dagpenge under ferielukningen:

  • Du skal være forhindret i at arbejde på grund af arbejdspladsens kollektive ferielukning
  • Du har afholdt alt egen optjent ferie, fx feriedage på feriekort, ferie med løn eller dage med ret til feriedagpenge
  • Ferien skal være varslet jf. ferielovens regler
  • Du skal opholde dig i Danmark, mens virksomheden holder lukket
  • Du opfylder i øvrigt de almindelige betingelser for at få dagpenge.
  • Du skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet. 

Det skal du gøre

  • Du skal tilmelde dig på jobnet.dk som ledig
  • Du skal udfylde en ledighedserklæring og huske at vælge "Min arbejdsplads holder kollektiv ferielukket" som årsag til ledighed.
  • I slutningen af den måned hvor der har været kollektiv ferielukning, skal du udfylde et ydelseskort og indsende det.

Du kan få dagpenge for hverdage (ikke helligdage), hvor du ellers ville have fået løn fra din arbejdsgiver, hvis der ikke havde været kollektivt ferielukket.