11. jul. 2019

Forfatter: Brug kort tid på at skrive dine ansøgninger

Dine ansøgninger bliver mere effektive, hvis du støtter dig til en skabelon og kombinerer med en kort, men intens skriveproces, siger forfatter.

Af Troels Kølln

Der er ingen grund til at bruge timevis på din skriftlige ansøgning. Ja, det kan ligefrem gøre teksten dårligere, hvis du sveder over den i timevis. Det mener Bo Skjoldborg, der er forfatter til bogen Flowskrivning om flydende skriveprocesser og har hjulpet hundredvis af jobsøgere med at skrive effektive ansøgninger.

”Der er alt for mange, der sidder og fedter for meget med ansøgningen. Man mister en masse gode idéer og energi ved at skrive på den måde. Sæt farten op, det er mit bedste råd. En ansøgning skal skrives forholdsvist hurtigt, gerne på få timer,” siger han.

En af de hurtigste måder at arbejde på, er ved at bruge en skabelon. Det vil sige en god ansøgning fra nettet eller fra en ven, som du vil modellere din egen efter.

”En skabelon skaber en god struktur i din tekst. I sidste ende er det fuldstændig ligegyldigt, om du skriver på lyserødt papir eller har fundet på en sjov overskrift. Der er ingen grund til at være superkreativ. Det handler om at være præcis i det, du skriver,” siger Bo Skjoldborg.

Den fri skrivning

Du må imidlertid ikke forlade dig udelukkende på skabelonens tekst, pointerer forfatteren.

”Det er vigtigt at lave forskrivninger, så du ikke kopierer skabelonens formuleringer og bliver en død sild,” siger Bo Skjoldborg.

Han anbefaler derfor at lave en forskrivning, når ansøgningen skal skrives. Metoden er også kendt som nonstopskrivning eller freewriting. Her er målet at skrive uden at redigere undervejs i et kortere tidsrum.

”Idéerne kommer når man tillader sig selv at skrive uden at redigere. Det er en proces, der på mange måder minder mere om at tale end om at skrive, og dermed undgår man at falde i fælden med at skrive et kringlet og kedeligt akademisk sprog,” siger Bo Skjoldborg.

”Når du bare skriver derudad, sker der ofte det, at du får skrevet din personlighed frem. Hurtigheden giver noget spontanitet og energi til sproget, og det hjælper dig med at finde den gode vinkel på, hvem du er, og hvad du kan tilbyde som medarbejder,” siger han.

Bo Skjoldborg råder jobsøgere til at lave en rå skrivning på en halv time. Skriv frit om, hvad du kan, og hvad du drømmer om at lave. Glem tankerne om, hvad du bør skrive. Glem stavefejl og dårlige formuleringer. Skriv bare løs. Læg teksten væk et par timer, når du er færdig. Næste gang du ser på teksten, vil der ofte dukker en håndfuld stærke formuleringer og tanker op, som du kan bruge i dine ansøgning.

”Det handler om at lægge et moderat pres på sig selv i en kort periode, så man kan finde ind til den koncentrerede tilstand, som vi kalder flow. Det er min personlige erfaring, at man tit skriver noget, der er meget bedre, end man troede, man var i stand til,” siger Bo Skjoldborg.

Ansøgningens tre faser

Bo Skjoldborg anbefaler at sætte skriveprocessen i struktur. Der er tre grundlæggende faser:

  1. Planlæg. Tænk over, hvad du vil. Undersøg, hvad der findes af interessante job. Tænk både i konkrete opslag og mere løse idéer.
  2. Skrivning: Lav en fri skrivning om dine kompetencer, ønsker og drømme.
  3. Redigering: Find en god skabelon til dine jobansøgninger. Og sæt dine bedste pointer og formuleringer fra i skrivningen ind i den skabelon. Gør den så enkel og ligefrem som muligt – gerne ved hjælp af punktopstillinger.