16. maj 2018

Tøndertandlægens tip: Derfor skal du søge job uden for de store byer

Konkurrencen om jobbene er hård for tandlæger, og det åbner for nye muligheder i resten af landet. Hvis du er villig til at flytte efter klinikkerne, kan du få hjælp til bolig, god efteruddannelse og varierede faglige udfordringer, siger tandlæge fra Tønder.

Af Troels Kølln

Da Christina Schulze arbejdede som tandlæge på Frederiksberg, gik meget af arbejdstiden med rutineundersøgelser. Det ændrede sig fuldstændigt, da hun fik et lederjob i tandplejen i Tønder Kommune og flyttede dertil med sin kæreste.

”Tandsundheden er væsentligt dårligere hernede. Samfundsmæssigt er det selvfølgelig ikke nogen god ting, men som tandlæge giver det nogle interessante udfordringer. Og så har vi fået en stor økonomisk frihed, som ville være svær at have i København,” siger Christina Schulze.

Hun er overtandlæge i Tønder Kommune og har aldrig været gladere for sit arbejde end nu. I hendes optik er der derfor mange gode grunde til at søge job uden for de store byer.

1. Du får større udfordringer

”Rent tandteknisk er det ofte mere udfordrende herude end i de store byer. Du kommer ikke til kun at lave undersøgelser på stribe, men får rig mulighed for også at lave plastfyldninger, kirurgi, rodbehandlinger og tandudtrækninger. Tandfagligt kommer man rundt om hele spektret,” siger hun.

2. Du slipper for den intense jobkamp

”Det er rigtig svært at rekruttere tandlæger uden for de store byer. For den jobsøgende betyder det, at de undgår den hårde kamp om stillingerne, og at du typisk vil blive værdsat og hjulpet i meget høj grad.”

3. Du får mere sparring og efteruddannelse

”Vi går meget op i at give masser af sparring, når der starter nye tandlæger. Det er noget af det, vi kan gøre for at tiltrække tandlæger. Så der bliver gjort meget ud af oplæring, og der er tid til at være grundig med behandlingerne. Og så prioriterer vi efteruddannelse og kurser højt.”

4. Du kan tjene flere penge

”Lønmæssigt ved man godt, at man skal give tandlægerne lidt ekstra for at få dem hertil fra de større byer. Samtidig er der billige boliger, og de private tandlæger fortæller mig, at patientgrundlaget er så stort, at de i mindre grad behøver at lave markedsføring for deres klinikker.”

5. Du kan skyde genvej til lederjobbet

”Jeg kom selv til Tønder, fordi jeg så muligheden for et lederjob – en stilling, som jeg måske ikke havde fået i de større byer, da der er flere om buddet. Fordi der er færre om buddet herude, kan du hurtigere komme frem til en lederstilling, hvis det er det, du ønsker.”

6. Du vil betyde noget

”Da vi fik en ny tandplejer, der flyttede hertil med sin søn, hjalp vi hende med at finde en bolig og få hende godt integreret i lokalsamfundet. Det gør man nok ikke på samme måde i de store byer,” siger hun.

”For mit eget vedkommende har det også været rart at komme til en mindre kommune i forhold til det tværfaglige samarbejde. Jeg kender nogen fra alle afdelinger, hvad end det er i skolen, sundhedsplejen eller socialrådgivningen. Sådan er det i de mindre kommuner. Du er ikke bare et lille appendiks i det store system,” slutter Christina Schulze.