10. jan. 2018

Snart nyuddannet? Husk at angive din slutdato til a-kassen

Du skal indberette den præcise dato for hvornår, du afslutter din uddannelse til a-kassen. Det kan nemlig afgøre, om du kan få dagpenge lige efter dit studie, eller om du skal overleve på opsparing eller kontanthjælp.

 

DEN VIGTIGE DATO:

14-dages-reglen: Uret tikker fra din sidste eksamen

Da du blev studiemedlem hos os, skrev du, hvilken dato du forventede, at du ville blive færdig med din uddannelse. Den dato er sjældent den korrekte. Så det er vigtigt, at du skifter dato i vores system (dvs. skifter medlemsstatus fra studerende til nyuddannet) senest 14 dage, efter du bliver færdig med dit studie.

Hvornår er du nyuddannet?

14-dages-fristen løber fra den dag, hvor du kender din sidste karakter på studiet.

*** At få den korrekte dato på er afgørende for at sikre dig mulighed for dagpenge ***

Vi har talt med Mads Nordal Petersen, som er forsikringskonsulent i Akademikernes A-kasse. Han oplever hvert år nyuddannede, der kommer i klemme, fordi de ikke får rettet til den rigtige dato i tide.

Hvorfor er det så vigtigt at skifte status/dato?

Ens medlemskab kan, på sin vis, være spildt, eftersom man først opnår retten til dagpenge, når man har skiftet status til nyuddannet – senest 14 dage efter sin afslutningsdato. Man opnår altså ikke retten, hvis man glemmer det, og konsekvensen er, at man skal leve af sin opsparing eller søge om kontanthjælp for at klare hverdagen.

Men er kontanthjælp ikke fint nok?

Man får udbetalt mere i dagpenge, end man gør i kontanthjælp, og du må gerne have en opsparing, imens du modtager dagpenge – det må du ikke på kontanthjælp. Derudover tror jeg, at de fleste synes, at hjælpen til at finde job er mere målrettet her i a-kassen.

Hvorfor, tror du, at folk glemmer at skifte status?

Jeg tror, det skyldes flere ting. Nogle forventer måske at få et arbejde lige efter uddannelsen. Andre tænker, at dagpenge er en rettighed, og noget man ikke behøver søge om inden for 14 dage, eller at man kan gøre det senere.

Hvilke andre grunde er du stødt på?

Nogle tror, vi kan trække oplysningerne om den forventede afslutningsdato fra et offentligt register, men det er dit eget ansvar.  Der er også nogle, der får forkerte informationer fra medstuderende, og endelig er der nogle, der får breve fra os, som de måske ikke læser omhyggeligt nok.

Har du eksempler på, hvad konsekvensen kan være ved ikke at ændre datoen?

Det værste er, hvis man skal på kontanthjælp, og dermed risikere at få mindre udbetalt, end hvad man fik udbetalt i SU + SU-lån. Det kan også være, at man bliver tvunget til at bruge sin opsparing. En opsparing som man formentlig har planlagt at bruge på noget andet, såsom indskud til bolig eller bil.

Er du snart nyuddannet? Så læs mere om den vigtige 14-dagesfrist her.