Af Martin Ellermann (mae@aka.dk)
Thomas Banke er 36 år gammel. I tre år var han borgmester i Fredericia Kommune – en embedsperiode der sluttede brat den 14. januar 2013.
Sagen var den, at Thomas gennem flere år havde opbygget et omfattende stofmisbrug. Og samtidig dukkede der nogle problematiske bilagssager op, som i sidste ende tvang ham til at gå af.
”Du kommer fra en verden, hvor din telefon ringer hele tiden, og hvor alle vil høre, hvad du mener om ting. I det øjeblik hvor du ikke længere bestrider posten, der slukker lyset. Det er svært at beskrive, svært at sætte ord på,” siger han.
En karriere er slut. Thomas ryger ned i et sort hul.
”Jeg kom ikke ovenpå igen de første par år. Jeg gik af i skam, det indrømmer jeg gerne. Jeg var en stærkt skandaleramt ung mand, som havde svært ved at tage imod de mange udstrakte hænder, der var,” forklarer han.
For selvom Thomas havde et stort netværk – og der også stadig var mange vælgere i Fredericia, der støttede ham – var han ikke i stand til at tage imod hjælpen.
”Jeg var i en vrede- og frustrationsproces. Så der gik nogle år, før jeg så noget, der minder om et lys. Jeg havde isoleret mig, var langt ude og fjern fra alt, hvad jeg ønskede at stå for,” siger han.
Vejen tilbage
Endelig – i starten af 2015 – kom Thomas i behandling for sit stofmisbrug. Og det blev første skridt på vej tilbage. Han skulle finde ud af, hvad der nu skulle ske.
”Jeg gjorde op med mig selv, hvilke værdier, der betyder noget for mig, hvad det er, jeg vil med mit liv, hvad der gør mig glad i min karriere,” siger han.
Den tidligere borgmester kom frem til, at politik nok ikke var en farbar vej. Mange broer var brændt, og han havde ikke behov for at trække flere overskrifter.
Men han understreger, at vejen tilbage fra selvforskyldte kriser formentlig er nøjagtig lige så hård, som fra de kriser omgivelserne skaber.
”Udefrakommende livsomstændigheder kan ændre meget – besparelser, afmatningstider, konkurrence. Der kan komme disruption, og den kan rykke ind, hvor du troede, du havde en tryg karriere. Og så er du nødt til at genopfinde dig selv,” siger han.
Se mulighederne
I dag er Thomas Banke selvstændig. Han har sin egen rådgivningsvirksomhed med vennen Jakob. Her kan han blandt andet trække på sin viden om politik og bruge den hos især virksomheder, der har brug for rådgivning.
”Vi antog en kurs, som gav os en masse nye muligheder. Det er måske mit vigtigste budskab til folk, der mister den karriere, de har kendt i mange år. Det kan se sort og stormfuldt ud, men hvis man er villig til at betræde en ny vej, så kommer der muligheder, du ikke kunne se i starten. Det gælder om at være åben over for dem. Man skal tro på sine chancer, når de opstår,” siger han.
Thomas mener, at der er en vej op igen efter et karrierefald. Men det er afgørende, at du håndterer den menneskelige side først. Du skal accepterer de nye vilkår og se fremad.
”Jeg måtte genopfinde mig selv i forhold til min karriere. Jeg måtte stille mig selv en masse spørgsmål. Og da jeg havde demonteret den menneskelige krise, var det meget lettere at komme videre. For mig har det været vigtigt at have noget at give mig til og hurtigt kunne svare på spørgsmålet: ’Hvad laver du så i dag?’,” forklarer han.
Job definerer os
Thomas mener, at vores arbejdsidentitet betyder meget for vores trivsel. Det er en væsentlig del af fortællingen, når vi bliver spurgt til vores historie.
”Hvis du skal deltage i sociale aktiviteter med en masse nye mennesker, så får du typisk spørgsmålet, om hvad du laver. Det er så stor en del af, hvem vi er. Derfor bliver arbejdsidentiteten vigtig for, hvordan du forstår dig selv,” siger han.
Ifølge Thomas kan det være traumatisk at miste den del af din identitet. Du har brug for at genetablere den og genopfinde dig selv.
”Det oplevede jeg, da jeg ikke længere var borgmester. Jeg var ikke længere en, man havde en tilgang til. Det kunne jeg slet ikke finde ud af, for det ligger så nidkært i mennesker i den vestlige verden, at vi skal have en uddannelse, et arbejde og en arbejdsidentitet,” siger han.
Thomas Banke ser det sådan, at vores hjerner spiller os et puds. Et job, og det der følger med, kan komme til at virke som en bærende del af livsgrundlaget, da mange af vores mere basale behov er dækket i den moderne verden. Så pludselig kan arbejdsidentiteten komme til at virke som en liv eller død-situation.
”Vi søger overlevelse i vores valg. Og det er en del af overlevelsesstrategien at være noget – at bidrage med noget – at have en identitet. Det er ikke sjovt at sidde til middagsbordet og fortælle, at man er ledig på tredje år. Jeg tror ikke, man skal undervurdere, hvor stort et nederlag det kan være,” forklarer han.
Værdifuld læring
Thomas føler selv, at modgangen har styrket ham. Og selvom han fortryder mange ting, så er han glad for de indsigter, han har fået undervejs, og hvor han er i dag.
”Der er ikke nogen tvivl om, at min fortælling – for mig – er mere positiv nu. Som menneske er jeg blevet styrket af modgangen. For det, der gør mest ondt, giver mest læring. Man bliver nødt til at tilpasse sig og overleve,” siger han.
Han er dog helt med på, at ikke alle i Danmark – og især i Fredericia – ser den samme positive fortælling.
”Jeg har nok altid delt folk i to lejre. Enten var man med mig eller imod mig. Og folk på begge sider er blevet bekræftet i det, de mente før. Men om summen af det hele har ført til en positiv fortælling – det er ikke min konklusion. Jeg har misbrugt en tillid og gjorde ikke mit arbejde færdigt. Og i en hvilken som helt karriere betyder det som regel, at man ikke kan vende tilbage. Og da jeg grundlæggende er et liberalt menneske, som tror på, at man skal tage ansvar for sit liv, så har jeg også vænnet mig til tanken om, at det også gælder for mig,” slutter han.