Af Vera Kirchner (vki@aka.dk)
I december bookede Pirianka Mathusuthanan sin første vejledning med en af Akademikernes A-kasses karriererådgivere. Det blev til et tæt samarbejde i jagten på Piriankas drømmejob.
I dag arbejder Pirianka som International Business Development Koordinator. Før hun kom så langt, startede hun med et beskedent mål om at få flere ansøgninger til at ende ud i jobsamtaler.
”Jeg fik feedback på min ansøgning og råd til, hvad jeg kunne gøre bedre. Så lavede jeg det om og sendte det tilbage til min rådgiver,” fortæller hun.
Skriv målrettet
Pirianka fremhæver især arbejdet med jobansøgningerne og forberedelsen på jobsamtaler, som noget af det, der gjorde den største forskel for hende.
”Det har især været godt at lære, hvordan jeg skulle strukturere mine ansøgninger. I starten havde jeg bare en tekst uden overskrifter og inddelinger. Så blev jeg vejledt i at strukturere ansøgningerne bedre - med titler og afsnit, og jeg fik vist eksempler på, hvordan jeg kunne gøre det,” siger hun.
Jobansøgningerne blev yderligere forbedret i forbindelse med, at Pirianka lærte, hvordan du skriver målrettet i forhold til det specifikke job, du søger.
Træn dit førstehåndsindtryk
Pirianka kontaktede desuden sin rådgiver inden jobsamtaler. Det gjorde, at hun fik grundig vejledning i, hvordan hun bedst præsenterer sig selv. Sammen med karriererådgiveren øvede hun sine svar, så hun blev helt skarp i sin præsentation.
”Jeg fik fx 3-4 punkter, som alle var noget, jeg skulle forberede og komme ind på til samtalen. Det var nærmest som en lille eksamen, hvor vi testede, om jeg havde husket det hele. Det var noget af det, der virkelig gav pote, da jeg blev kaldt til samtale,” fortæller hun.
Hun oplevede, at de svar og spørgsmål som de forberedte sig på, i høj grad svarede til dem hun stødte på til samtalerne.
"Alle de ting min vejleder kom ind på og sagde, at jeg skulle forberede mig på, blev jeg også spurgt om til jobsamtaler,” forklarer hun.
Vær opsøgende og proaktiv
Vejledningen fra a-kassen betød, at Pirianka var klædt godt på til at takle de forskellige situationer, der kan opstå under jobsøgningen og samtalerne. Men det er vigtig for hende at understrege, at du ikke får det hele foræret. Du skal selv gøre en indsats for at nå i mål.
”Jeg gjorde rigtig meget for at få hjælp fra min vejleder. Jeg har været meget proaktiv og opsøgende. Hvis jeg ikke havde været det, så tror jeg ikke, at jeg havde fået den samme hjælp,” fortæller hun.
For Pirianka har karriererådgivningen været altafgørende.
”Mine tidligere jobsamtaler har selvfølgelig også givet mig et praj om, hvordan jeg skulle gøre næste gang. Men hvis jeg ikke havde haft nogle guidelines til at takle de forskellige situationer, så ville jeg ikke have haft en chance,” slutter hun.
Kom til samtale med en karriererådgiver
Du booker en samtale ved at logge på aka.dk. Her kan du også booke workshops og andre arrangementer.