Af Vera Kirchner (vki@aka.dk)
Kim Bo Ankjær tog til Talent Attraction for at høre nærmere om et kommunikationsjob hos Renovation i Kolding Kommune. Med sin baggrund indenfor biologi, interesserer han sig for natur-, miljø- og ressourceområdet, hvilket gjorde en stilling hos renovationsafdelingen interessant.
”Det var et decideret kommunikationsjob, og jeg har mest erfaring med undervisning og formidling. Så jeg prøvede at øve mig på, hvordan man kunne være skarp omkring det,” fortæller Kim.
Andenpladsen vinder også
Efter Talent Attraction gik Kim målrettet efter stillingen hos Renovation i Kolding Kommune. Han læste op på miljøstyrelsens visioner, virksomhedens arbejde og følte selv, at han fik vist sit engagement til jobsamtalen, hvor han kom med projektforslag og fremlagde sine grønne visioner.
Men han måtte se sig slået, da han ikke passede på den kommunikationsprofil de søgte. Der gik dog ikke lang tid, før Kim blev ringet op af virksomheden.
”Jeg tror, der gik en uges tid. De syntes ikke, at min profil passede på det job, de havde slået op, men fordi jeg havde været med til Talent Attraction, kunne de se at min profil passede på en anden stilling,” forklarer han.
Kim havde gjort et godt indtryk, og på trods af afslaget, var der en anden stilling, som passede perfekt til hans kompetencer.
”Det var en stilling, hvor jeg skulle starte en formidlingstjeneste op. Det sagde jeg ja tak til. I maj blev jeg så tilbudt at blive projektleder, og det har jeg været siden da,” siger han.
Talent Attraction kan være vejen til jobbet
For Kim var det en god beslutning at tage til Talent Attraction. Han fik mulighed for at høre nærmere om jobbet, møde menneskerne i virksomheden og målrette sin jobsøgning.
”For mit vedkommende var det det, der gjorde, at jeg kom i arbejde. Det er jo en ny, anderledes vej ind på arbejdsmarkedet. Det står i kontrast til almindelig jobsøgning, fordi du er ude og møde menneskerne bag. Du hører om jobbet fra dem, der søger,” fortæller Kim.
Læs op på jobbet
Grundig research gjorde Kim i stand til at komme med ideer til virksomheden. Det endte med at have stor indflydelse på, hvorfor han blev ansat.
”Der er ingen, der forventer, at man kan det hele til at starte med. Men det er godt at kende til virksomheden og dens samfundsmæssige kontekst. Jeg hentede for eksempel mange informationer fra Miljøstyrelsens hjemmeside, hvor jeg læste om de politiske visioner på området. Dem kunne jeg henvise til og komme med mine egne input,” slutter han.