”Der er bare nogle fordomme, der hænger ved. Ordet bibliotekar er forbundet med de her tørre typer, der trisser rundt mellem støvede boghylder. Og det er svært at forene med den uddannelse, der i mange år har handlet meget mere om informationssøgning og systematisering og validering af viden. Noget, som er helt afgørende for langt de fleste virksomheder i dag – og som giver plus på bundlinjen”.
Ordene kommer fra konsulent Nanna Berg fra Bibliotekarforbundet. Men hvordan bryder du så de fordomme, når du søger job uden for biblioteksverdenen?
Vi har samlet 6 gode råd fra karriererådgiver Ricki Nielsen, der er specialiseret i individuel sparring om jobsøgning for cand.scient.bibl’ere.
1) Kig ikke indad – kig ud
Mange af de bibliotekarer, jeg møder, er hurtige til at kigge indad og tænke på, hvad de er gode til. Men din jobsøgning bør ikke starte med at se indad, men udad. Hvad sker der i verden omkring dig? Hvad har virksomhederne brug for hjælp til? Og hvordan har andre i samme situation som dig fået succes?
Det er naturligvis oplagt at søge på stillingsannoncer. Men i stedet for kun at søge efter virksomheder, der efterspørger bibliotekarer, så søg på de emneord, du gerne vil arbejde med: Databaser, informationshåndtering, dokumentation og så videre.
Derudover giver det god mening at lede på LinkedIn. Søg efter personer, der har en bibliotekaruddannelse, men ikke arbejder på et bibliotek. Hvilke slags virksomheder arbejder de i? Hvordan er de kommet derhen?
2) Bed andre om hjælp
Overvind den naturlige frygt for at bede fremmede om hjælp.
Jeg plejer at anbefale at skrive noget helt simpelt:
Jeg har arbejdet som bibliotekar de seneste år, men drømmer om at blive informationsspecialist i en privat virksomhed. Jeg kan se, at du lavede lige præcis det skifte for to år siden. Har du lyst til en kop kaffe? Ikke for at du skal skaffe mig et job, men fordi jeg gerne vil høre om, hvad dine erfaringer er…
De fleste mennesker vil gerne dele deres successer og udfordringer. Og for dig som jobsøgende giver det en masse konkret viden og indblik i, hvad der er efterspurgt. Hvad laver man helt konkret? Hvilke ord bruger man i branchen?
3) Kald tingene for det, som andre gør
Hvis du har arbejdet som bibliotekar de seneste 10 år, vil du sikkert også skrive på dit cv, at du er bibliotekar. Men i praksis har dine arbejdsopgaver måske snarere gjort dig til en informationsspecialist eller social media manager.
Jo mere konkret du kan beskrive din ekspertise, des lettere bryder du fordommene om bibliotekaren – blandt andet ved at bruge de ord, som man gør i andre brancher.
4) Tænk ikke i handlinger, men i resultater
Bibliotekarer er som mange andre: Dårlige til at sige, hvad der er kommet ud af det, de har lavet.
Hvis du har stået for et arrangement på biblioteket, skal du gøre klart, hvad omfanget og udbyttet var. Du har ikke lavet et arrangement om kodning for unge mennesker. Du har fået 20 mennesker til at mødes en gang om ugen i fem uger, hvorefter de har lært at lave en hjemmeside fra bunden.
Beskriv omfanget og udbyttet. Det er sådan, at arbejdsgiveren kan se, at du er din løn værd. Samtidig bliver det lettere for dig selv at se, hvordan du skaber værdi for andre.
5) Fokusér på den værdi, du skaber
Mange bibliotekarer er for dårlige til at beskrive, hvilken værdi de skaber. Derfor skal du i jobsøgningen fokusere mindre på, hvad du har gjort, og mere i hvad du har opnået.
Arbejdsgiveren skal have et klart billede – en klar følelse – af, hvad der vil ske, hvis du dukker op på arbejdspladsen i morgen. Hvad er det for en værdi, du vil skabe i virksomheden? På bundlinjen?
Du håndterer ikke databaser. Du gør det hurtigere, lettere og mere sikkert at finde dokumenter, hvilket sparer tid for resten af medarbejderne i huset.
6) Hav modet til at søge det dybe vand
Blandt jobsøgende bibliotekarer møder jeg ofte et manglende mod til at kaste sig ud i det, man ikke normalt ville prøve. At man siger:
Hvis jeg kan administrere databaser eller redigere websitet på biblioteket, hvorfor skulle jeg så ikke også gøre det for Siemens?
Ingen arbejdsgiver forventer, at du kan 100 procent af det, der står i stillingsopslaget. Derfor er man nødt til at ringe til arbejdsgiver og finde ud af, hvad de vigtigste opgaver i jobbet er. På den måde kan du overvinde fordommene om, hvad en bibliotekaruddannet kan og vil – og i stedet tale direkte om de konkrete opgaver og din måde at løse dem på.