10. sep. 2018

4 finalister: Hvem skal vinde Kandidatprisen 2018?

Vi har nu fundet de 4 finalister, hvoriblandt vinderen af årets kandidatpris skal findes. Du kan stemme på din favorit på vores Facebook-side indtil tirdag den 18. september kl. 12.00.

Vi har modtaget rigtig mange fine, søde og rørende indstillinger til Kandidatprisen. Adskillige studiekammerater, familiemedlemmer og kærester har levende beskrevet, hvorfor netop deres kandidat skal vinde.

Efter lange overvejelser er vi nu nået frem til 4 finalister. Du kan læse om dem herunder, og indtil tirsdag den 18. september kl. 12.00 kan du stemme på din favorit på vores Facebook-side.

Kandidatprisen går til en person, som har gjort årene på studiet bedre – en som har styr på det faglige, det sociale, og som sandsynligvis går en spændende karriere i møde. Det kan være alt lige fra en spirende iværksætter til hende i studiegruppen, der fik alle med og løftede hele flokken. Vinderen får en kandidatfest til en værdi af 25.000 kroner.

Søren Isidor – Medicin på Aarhus Universitet  

Søren Isidor

Søren er indstillet af sin ven Rune, som beskriver ham som en empatisk og yderst social person. Søren er blandt andet aktiv i studenterforeningen FADL (Foreningen Af Danske Lægestuderende), hvor han har kæmpet for at bibeholde den lokale bogforretning. Derudover har han været med til at opstarte Onkologisk Selskab for Medicinstuderende, som sætter fokus på kræftramte danskere ved at undervise på folkeskoler og afholde det årlige Knæk Cancer-løb i Aarhus Universitetspark.

”Han har en kæmpe kvalitet i at være nærværende dér, hvor han er. Når man står og snakker med Søren, er man ikke et sekund i tvivl om, at han er 100 procent tilstede,” fortæller Rune.

Julie Rosvall Gormsen – Arkitektskolen Aarhus  

Julie Rosvall Gormsen

Julie er indstillet af veninden Josefine og flere af deres fælles studiekammerater. Hun har blandt andet været aktiv i studenterorganisationer og arrangeret events og workshops om fx karriere. Julies unikke sociale kompetencer samt hendes drive, eventyrlyst og gåpåmod er en evig inspirationskilde for dem omkring hende. Hun er kendt og vellidt af studerende på alle årgange og skolens fakultet, og hun har i høj grad sat sit præg på skolen.

”Jeg var ikke et sekund i tvivl om, hvem der fortjener prisen. Og det er ikke en mening, jeg er alene om. Med hendes energiske, udadvendte og hjertevarme personlighed har Julie, siden hun trådte ind på Aarhus Arkitektskole, gjort et stor indtryk på både medstuderende og ansatte,” fortæller Josefine.

Ema Halimic – Biomedicin, Syddansk Universitet  

Ema Halimic

Ema er indstillet af studiekammeraten Kristian Severin. Han fortæller, hvordan Ema altid er klar til at hjælpe andre studerende med deres opgaver og udfordringer. Samtidig har hun været tutor og siddet i bestyrelsen i studenterforeningen Cellebiologisk Forening Odense. Her har hun blandt andet arbejdet for at forbedre studiemiljøet og især mindske antallet af ensomme studerende. Hun stod også i spidsen for en mentorordning, var aktiv i festudvalget, og hun har bidraget væsentligt til diskussioner omkring udvikling af kurser og studieordninger.

”Hvordan Ema er kommet så flot igennem sin uddannelse, samtidig med at hun har deltaget i alle de ekstra aktiviteter, vil altid være mig en gåde. For mig er dette dog ikke grunden til, at hun skal vinde prisen. Den virkelige grund er, at Ema er et fantastisk menneske – ja, hun er faktisk min bedste ven,” fortæller Kristian Severin.

Anders Søbye – Nanoteknologi, Aalborg Universitet  

Anders Søbye

Anders er indstillet af studiekammeraten Marie-Louise. Hun beskriver Anders som en god ven, der fagligt har været med til at løfte folk omkring sig.  Anders kan hurtigt se løsningerne, når andre kæmper med hjemmeopgaver eller eksamensoplæsning. Og han har aldrig været bleg for at gennemgå opgaverne på tavlen for de andre i studiegruppen, så de blev løftet til en god karakter.

”Uden Anders var mange af os andre ikke kommet igennem uddannelsen. Så simpelt er det. Og helt ærligt, så elsker alle at være tæt på Anders. Han er en fantastisk ven som løber igennem ild og vand for dem omkring sig og tænker på andres velbefindende før sig selv,” fortæller Marie-Louise.