2. okt. 2017

Ledighed: Kend de forskellige stadier

Du gennemlever forskellige faser i en ledighedsperiode. Og det er helt normalt at miste modet. Men det kan være afgørende at vide, hvad der sker med dig og hvorfor, så du kan handle derefter.

Af Martin Ellermann (mae@aka.dk)

Du er blevet ledig. Det er selvfølgelig aldrig morsomt, men du har masser af mod på tilværelsen. Og du er sikker på, at du hurtigt finder jobbet.

Men som tiden går, sker der noget med dig. Troen, modet og motivationen daler stødt, og vejen i arbejde synes pludselig at være helt uden for rækkevidde.

Ifølge psykolog og lektor fra Allborg Universitet, Einar Baldvin Baldursson, er det helt normalt. En ledighedsperiode kan nemlig gradvist ændre vores psyke. Og det er derfor vigtigt at være bevidst om de forskellige faser, du kan havne i. 

Nyuddannede holder gejsten længere

Faserne er ikke ens for alle. Først og fremmest må man skelne mellem de personer, som kommer ud i forventelig ledighed – fx studerende – og de der mister deres arbejde. 

”Efter endt uddannelse går der som regel noget tid, før man får et arbejde.  Men den skæbne deler man med rigtig mange andre.  Så det kan de fleste godt finde ud af,” forklarer Einar Baldursson.

Men er ledigheden opstået som følge af afskedigelse, gælder helt andre spilleregler. Her afløser vrede det chok, du først oplever. Heldigvis motiverer vreden ofte til mere aktiv adfærd, og du kæmper derfor med oprejst pande for at komme i job igen.

Efter 6 måneder rammer afmatningen

Men har du ikke fundet arbejde efter et halvt år, kan du få et knæk.

”Tommelfingerreglen synes at være, at efter 6 måneder begynder ledighedssyndromet at sætte ind.  Hvis man er en del af et kollektiv, et fællesskab – fx i fagforeningen – kan man godt stå imod, endda meget længe.  Men de fleste står ret alene med situationen,” siger psykologen. 

Ifølge ham er det vigtigt at være opmærksom på den afmatning, der begynder at sætte ind efter et halvt år.  Det er her alle afslagene, oplevelserne på jobcentrene, følelsen af ikke at slå til for alvor rammer. Det er i denne periode, at mange får problemer med at opretholde det tidligere aktivitetsniveau. 

”Derefter bliver man mere passiv i sit eget liv, og efterhånden går stadig mere energi til blot at opfylde mindstekravene,” forklarer Einar Baldursson.

Normalt at miste modet

En sådan reaktion på ledighed er dog helt normal. Psykologen understreger, at det er vores psykiske immunsystem, som træder til. Det har til formål at etablere en balance mellem de tiltag og indsatser, du foretager, i forhold til de resultater, der kommer ud af dem.

”Ideen er, at hvis noget ikke er muligt, skal man miste motivationen til det,” siger Einar Baldursson.

Det vil sige, at vores menneskelige system simpelthen vurderer, at projektet er for vanskelligt til at lykkes. Vi er kort sagt designet til at miste modet, og det skal man være meget opmærksom på, når man taler med personer på dette stadie.

”Reaktionerne er helt normale.  Det er sådan set meningen, at motivation skal anvendes til realistiske formål.  Når man har været ledig længe og lidt et stort antal afvisningsnederlag, forsvinder motivationen af en god og helt normal grund – det forekommer ikke længere realistisk, at man kommer i arbejde igen.  Men det er ikke sundt at være normal i den situation,” fortæller psykologen.

Find meningen igen

Der er dog stadig håb – også efter et års ledighed. Det kræver blot en større indsats – både fra dig selv og fra omgivelserne.

”Når de cirka 12 måneder er gået, handler det om at opleve at være en del af noget godt og nyttigt,” siger Einar Baldursson.

Ifølge psykologen er det vigtigt at blive en del af noget, du kan tro på, og som giver mening. Det kunne fx være løntilskud, praktik eller frivilligt arbejde.

”Efter 12 måneders ledighed er selv et halvdårligt beskæftigelsesprojekt bedre end ingenting,” slutter han.

 

Typiske stadier

  1. Første chok (kan vare dage eller uger)
  2. Vrede og kampberedthed (2-4 måneder)
  3. Mere realistisk og afstemt indsats for at komme i beskæftigelse
  4. Pessimismen begynder at sætte ind
  5. Mismod og passivitet. Efter 12 måneder er de fleste meget mærkede