Fx udbetaler vi nu dine dagpenge i timer i stedet for i uger. I dag bruger du nemlig en hel uges dagpenge, uanset hvor mange dage i ugen du har været ledig. Fremover bruger du kun af dine dagpenge de timer, du rent faktisk er ledig. På den måde varer dine dagpenge længere.
Andre konsekvenser af dagpengereformen
Penge for en hel måned
Fremover får du dagpenge eller efterløn for en hel kalendermåned ad gangen. En måned svarer til 160,33 timer. Du får dermed det samme udbetalt hver måned, hvis du ikke har arbejde ved siden af.
Ny Dagpengetæller på web
Vi lancerer en ny side på Mit AKA, som vi kalder Dagpengetællere. Her kan du se, hvor mange timer med dagpenge, du har tilbage, og du kan løbende følge med i dit forbrug af dagpenge.
Dagpengetællerne viser dig også, hvor mange timer du har arbejdet, og hvor mange timers dagpenge, det kan veksles om til, hvis du får brug for at forlænge perioden med dagpenge.
Ny karensdag hver 4. måned
Hver 4. måned som ledig er der en såkaldt karensdag. Det er én dag, hvor du ikke får dagpenge. Du undgår karensdagen, hvis du arbejder mere end 148 timer inden for 4-måneders-perioden. På Mit AKA under Dagpengetællere kan du følge med i, hvor mange timer du mangler at arbejde for at undgå karensdagen.
Du kan tidligst udfylde ydelseskortet sidst på måneden
Du kan tidligst udfylde ydelseskortet en uge inden månedens udløb. Gør du det, er pengene på din NemKonto senest den sidste hverdag i måneden. For eksempel kan du i juli måned udfylde kortet fra 24. juli. Gør du det, er pengene på din konto senest 31. juli.
Du skal senest udfylde ydelseskortet 1 måned og 10 dage efter den sidste dag i udbetalingsmåneden.
Ydelseskortet og SKAT
Når udbetalingsperioden er afsluttet, vil dine oplysninger på ydelseskortet blive sammenholdt med de oplysninger, din arbejdsgiver har indberettet til SKAT. Hvis vi skal regulere udbetalingen af pengene, får du brev fra os.
Dagpenge baseret på indkomst
Tidligere var det dine arbejdstimer, der var afgørende for, om du kunne få ret til dagpenge. Nu er det din indkomst. Og med undtagelse af nyuddannede, skal du have haft en samlet indtægt på mindst 223.428 kr. i 3 år, før du blev ledig.