28. nov. 2017

Akademiker, psykolog og Twerk Queen

Louise er danser – kendt under navnet Twerk Queen. Men hun er også psykolog, og det er i kombinationen af de to verdener, at hun har skabt sin karriere.

Af Martin Ellermann (mae@aka.dk)

Louise Kjølsen er uddannet psykolog. Samtidig er hun professionel danser, feminist, debattør og forfatter. I kombinationen af det artistiske og det akademiske har Louise skabt sig en anderledes karriere, hvor hun i høj grad er sit eget brand: Twerk Queen. Noget der har krævet mod og overvindelse.

”Den største udfordring har været mig selv. Vi beskæftiger os meget med, hvad der er ude i verden. For at blive succesfuld skal man gå ud i verden, erobre, overkomme noget. Men størstedelen af vores udvikling foregår inde i os selv. Grunden til, at jeg er kommet til der, hvor jeg er i min karriere, er, at jeg tog til Amsterdam som udviklingsstuderende. Her fik jeg lov til at være mig – lov til at genopfinde mig selv – være den jeg godt kunne tænke mig at være. Det var sådan, Twerk Queen blev skabt. Da jeg tog til Holland, var jeg ret ydmyg, men da jeg kom hjem, var tingene anderledes,” fortæller hun.

Oprindeligt havde Louise forestillet sig udelukkende at gå dansevejen, Men hun oplevede, at det var de samme dansere, der fik alle opgaverne, musikvideoerne, awardshowene. Og samtidig havde hun altid elsket at gå i skole.

Efter gymnasiet tog hun et sabbatår. Her arbejdede hun fuld tid og fik samtidig dyrket sin interesse for det boglige.  

”Jeg sad og YouTubede og fandt ud af, at Berkeley Universitet har en hel forelæsningsrække om psykologi liggende. Så dem sad jeg og nørdede og læste mine gamle psykologiopgaver fra gymnasiet,” siger hun.

Og da hun havde gennemsnittet til at komme ind på psykologi, gik hun i gang med studiet på KU.

LÆS OGSÅ: Kombiner dine styrker og skab din karriere

Trodsede usikkerheden

Louise fortsatte sit virke som danser gennem sit bachelorstudie. Men efter opholdet i Amsterdam fandt hun modet til at satse mere.

”Jeg lavede en Facebook-gruppe, hvor jeg kaldte mig Twerk Queen. Og så sad jeg og var nervøs i nogle uger. Det handlede om min egen usikkerhed, og jeg forventede, at verden ville bekræfte den. Men det skete aldrig. Dansere og danselærer sagde: ’Ej, hvor er det sejt’,” siger hun.

Til Louises store overraskelse var folk umiddelbart villige til at acceptere hendes nye dronningestatus. Og den gode start på tilværelsen som Twerk Queen blev afgørende.

”Da den første kritik så kom, var mit ego blevet stort nok til at kunne klare det,” fortæller hun.

Forener to verdener

For Louise er ikke en helt almindelig danser. Twerk har hovedfokus på hofte og bagdel, og ifølge hende kan kvinder med dansen udfolde deres seksualitet mere direkte – på en måde, som tidligere har været forbeholdt mænd.

”På min kandidat blev jeg introduceret til feministisk teori og koblede det på min egen praksis. I socialpsykologi endte jeg med at skrive en opgave, hvor jeg brugte Butlers heteroseksuelle matrix til at analysere mig selv i forhold til twerk. Og der tror jeg, det gik op for mig, at mine to verdener begyndte at mødes – i stedet for at jeg havde to parallelle liv,” siger hun

Louise Kjølsen er medforfatter til bogen ”Ludermanifestet”, og hun er en flittig feministisk debattør både på tv og i sit eget radioprogram på DR P1.

”Når man stikker næsen frem i et samfund som Danmark og begynder at snakke om de samfundsstrukturer vi har, så får man ret meget kritik. Og jeg ville ikke være i stand til at stå i den position, hvis jeg ikke havde de psykologiske overvejelser om, hvad det er, der gør, at folk reagerer så stærkt på mig – hvorfor de bliver vrede og provokeret. Og hvorfor det er, at den kritik egentlig ikke har noget med min personlighed at gøre, men mere det værdisystem jeg repræsenterer, eller den verdensorden jeg forstyrrer,” siger hun.

Ifølge Louise er det psykologien, der har givet hende begreberne, forståelsesrammerne og ordene til at kaste sig ind i kampen som debattør.

”Hvis jeg bare var en dum dansedulle, så havde jeg ikke været interessant. Og på samme måde, hvis jeg bare var en klog pige i en højhalset trøje, som snakkede om psykologi, så var der nogle få, der ville lytte til mig, men det havde ikke været noget, der brød folks verdensbillede. Det er kombinationen af de her to ting, som gør, at jeg bryder med, hvad folk antager om mig. Vi husker det uventede, og det fandt jeg ud af, mens jeg studerede psykologi – og det er vigtigt for mig, at begge ting er i spil, for at det her kan blive en karriere, som kan rykke ved noget,” siger hun.

Rakte ud efter hjælp

Twerk Queen er efter eget udsagn ikke god til at planlægge og strukturere sit arbejdsliv. Til gengæld er hun ret god til at omgive sig med mennesker, som har ambitioner på hendes vegne.

”Jeg elsker at have møder med sådan nogle studievejlederagtige typer, som inspirerer mig,” siger hun.

Da Louise afsluttede psykologistudiet i marts 2016, stod hun overfor en skræmmende virkelighed.

”Folk spurgte: ’Hvad skal du nu’. Og jeg svarede: ’Jeg skal være Twerk Queen’. Men hvordan er man det? Jeg ved det ikke. Jeg var pisse bange. Hvad er det, jeg skal? Og så begyndte jeg at gå mit netværk igennem og mødtes med folk til kaffe. Jeg var en åben bog og spurgte, hvad de synes, jeg skulle gøre. Og de her mennesker kunne se vildt mange muligheder,” siger hun.

De foreslog hende at dyrke forholdet til medierne, fortsætte det feministiske fokus og måske skrive en bog. Alt sammen noget som Louise har ført ud i livet.

”Jeg skulle selv skabe min verden, og det er jeg stadig i gang med. Nu har jeg skrevet en bog sammen med Nikita Klæstrup og Ekatarina Andersen, og jeg har et radioprogram. Men ærlig talt ved jeg ikke, hvordan jeg betaler min husleje om 6 måneder. Det er skræmmende, men det er også noget, jeg har brug for. Det jeg er mest bange for er forudsigelighed,” fortæller hun.

Frihed over sikkerhed

Louise mener, at det er svært at have både sikkerhed, tryghed og frihed i livet. Hun erkender, at hendes valg i arbejdslivet er sket på bekostning af trygheden.

”Det er et trade off. Her har vi frihed, og her har vi tryghed. Du kan ikke have begge dele,” siger hun.

Samtidig understreger hun, at hun kun er nået dertil, hvor hun er, på grund af, at andre har hjulpet hende.

”Jeg havde ikke været, hvor jeg er i dag, hvis ikke rigtig mange mennesker havde hjulpet mig. Det er et kliché-råd, men du skal behandle folk ordentligt. Du har brug for andre folks hjælp til at komme frem i din karriere, og du skal gengælde den hjælp,” slutter hun.