Debatindlæg i Politiken af Michael Valentin, administrende direktør i Akademikernes A-kasse.
Et brøl fra fortiden er nu meget hyggeligt en gang imellem, men ikke altid lige visionært. Tre fagbosser brølede i løbet af ugen 'Lad os gøre op med overuddannelsen' (Claus Jensen, Dansk Metal, og Kim Simonsen, HK, Berlingske 3.4. ) og 'Slaget om uddannelse er den nye klassekamp' (Simon Tøgern, HK Privat, Politiken 10.4. ). Lad os kalde dem uddannelsesrindalister. Af debatindlæggene fremgår det, at det danske samfund er ved at koge over af bebrillede klogeåger der først og fremmest fylder godt op i ledighedskøen. Det forlyder, at fremtiden skriger på faglært arbejdskraft, mens højtuddannede er en overskudsvare på samlebånd.
Hinandens forudsætning
Lad os starte med at fastslå, at faglærte og højtuddannede i vores optik er hinandens forudsætning - ikke hinandens modsætning. Vi tror på en fremtid, hvor arbejdsmarkedet netop buldrer derudad, fordi kloge hænder og kvikke hoveder arbejder med og ikke imod hinanden.
Derfor undrer det os også, at de højtuddannede er så stor en torn i øjet på disse herrer. Vi akademikere har aldrig sat os imod det dobbelte kompetenceløft, hvor den ufaglærte og faglærte tilgodeses med uddannelse.
Mere uddannelse, ikke mindre
For vi har brug for mere uddannelse, ikke mindre. Vi har brug for at blive klogere og få endnu flere gode ideer. Hvis vi skal kunne følge bare nogenlunde med i det globale kapløb, har vi ikke råd til at neddrosle ambitionerne udi højtuddannede. Det er faktisk nærmest uddannelsesrindalisme at forklejne højtuddannedes positive betydning for vækst og udvikling på arbejdsmarkedet.
Og mens vores medlemmer - de højtuddannede - i februar i år havde en ledighedsprocent på kun 3,4, var den hos HK'erne på 4,7 procent, mens den hos metalarbejderne lød på 4,2.
Man kunne derfor ønske, at vi alle taler hinanden op og ser mulighederne hos såvel akademikere som faglærte og ufaglærte. Og at vi arbejder sammen om at åbne døre i virksomheder, der ikke har tradition for at ansætte akademikere, fordi det netop tilgodeser hele arbejdsstyrken.
Fakta er, at antallet af færdiguddannede akademikere siden 2013 er steget markant. Samtidig er ledigheden i den samme gruppe faldet. Arbejdsmarkedet tager altså fint imod de højtuddannede. Og i en faggruppe som ingeniørerne er der ligefrem mangel på de kloge hoveder.
Samtidig er akademikere en konkret motor for vækst. Jo højere andel højtuddannede en virksomhed har, jo højere er dens produktivitet. Og for hver gang man ansætter en akademiker i en lille eller mellemstor virksomhed, der ikke i forvejen har en højtuddannet ansat, skaber det næsten 8 nye arbejdspladser.
Når vi skuer ud i fremtiden, ser vi et noget andet billede end uddannelsesrindalisterne. Hvor de taler om et gammeldags industrisamfund, ser vi et anderledes dynamisk arbejdsmarked. Faktisk oplever vi unge, der gladelig kaster sig ud i tilværelsen som selvstændige, ligesom fleksibilitet og omstillingsparathed fylder mere og mere.
Når d'herrer maler den akademiske fanden på væggen, er det derfor et temmelig forældet arbejdsmarked, de afbilder. Fremtiden har brug for både faglærte og højtuddannede, men det er både for sent og for dumt at skrue tiden tilbage. Vi inviterer gladelig på et besøg i moderne og fleksible virksomheder, ligesom vi med stor interesse tager med på ekskursion i det industrisamfund, de taler om. Det eneste, vi kan være sikre på, hvis ikke vi ser hinanden som forudsætninger, er, at det ikke er en klassekamp, men en kassekamp om uddannelsesmidlerne, vi står over for. Med Danmark som den store taber.