25. feb. 2016

Kig i provinsen efter job, akademikere

Akademikernes tilværelse er heldigvis ikke så dyster, som Politiken skriver.

Debatindlæg i Politiken af Mette Gregersen, vicedirektør i Akademikernes A-kasse.

I POLITIKEN kunne man 23. februar under overskriften 'Akademikere på vej til langtidsledighed' læse nyheden om, at københavnske akademikere risikerer at ryge direkte ned i den afgrund, der hedder langtidsledighed. Det var en læsning, der undrede. Sagen er nemlig den, at vi i Akademikernes A-kasse, Danmarks største a-kasse for højtuddannede, oplever en anden tendens.

Blandt vores over 200.000 medlemmer er andelen af langtidsledige således faldet fra 23,7 procent i januar 2014 til 19,4 procent i januar 2016 i Københavns Kommune.

Og blandt nyuddannede defineret som medlemmer, der er dimitteret inden for de seneste 2 år, er dimittendledigheden blandt vores medlemmer faktisk faldet fra 27,9 procent til 24,7 procent i årene 2014 til 2016 i Københavns Kommune.

PÅSTANDEN om, at akademikere generelt set går en dyster, langtidsledig tilværelse imøde, passer altså ikke. For akademikere er ikke en homogen gruppe. Der er tale om forskellige fagligheder, arbejdsmarkeder og karrieremuligheder. Når ledigheden blandt vores medlemmer er så lav, skyldes det derfor også, at for eksempel ledigheden inden for ingeniørfaget er helt nede på 2,0 procent.

I artiklen om den påståede kø af langtidsledige akademikere fremgår det også, at den geografiske mobilitet er en udfordring.

Igen kunne vi ikke være mere uenige. Således viste en analyse fra AE sidste år, at nyuddannedeakademikere i højere grad er villige til at flytte efter jobbet.

Og i en AE-analyse i Politiken 9.1.

fremgik det, at nyuddannede akademikere også er blevet mere villige til at pendle efter job.

Netop den geografiske mobilitet er afgørende, når vi skal have de kloge hoveder i arbejde. Vi ved nemlig, at rykker man blot få kilometer uden for de større universitetsbyer, er der ligefrem mangel påakademikere inden for flere fag.