Efter en voldsom opbremsning i efterspørgslen på altaner af beton stod Hjallerup-baserede Hi-Con A/S i 2010 med ryggen mod muren. 30 ansatte var blevet til otte, og noget måtte ske.
Det blev startskuddet til en transformation fra produktions- til vidensvirksomhed. Oprindeligt producerede Hi-Con udelukkende altaner i højstyrkebeton. I dag sælger de viden om, hvad højstyrkebeton kan bruges til.
For at kunne det, har de bl.a. ansat 12 akademikere: civilingeniører, arkitekter, en cand. merc. samt ph.d.'ere – der samarbejder tæt med de faglærte og ufaglærte specialister i produktionen.
Hi-Con vinder Akademikerprisen 2016, fordi virksomheden er et fantastisk eksempel på, hvordan fokus på viden og ansættelse af akademikere kan skabe vækst. Vi ser Hi-Con som ambassadører for samarbejde mellem faggrupper og for det gode match mellem akademikere og virksomheder, siger formand Allan Luplau fra Akademikernes A-kasse.
Hi-Con rådgiver i dag om eksempelvis brobyggerier eller i forbindelse med udvikling af nye, tynde højstyrkevægge.
Vi er blevet til en vidensvirksomhed, hvor produktion er en væsentlig del. Vi har en viden, vi sælger – ikke kun et produkt. Og så har vi femdoblet vores omsætning, siger direktør Peter Vendelin Olesen.
Peter Vendelin Olesen vurderer, at mange virksomheder vil kunne komme langt ved være ambitiøse, tænke anderledes og sætte forskellige kompetencer sammen:
Vi tror, at akademikere er en forudsætning for ufaglærte arbejdere – og omvendt. Vi går meget op i, at alle er en del af en værdikæde, og der er ikke nogen, der kan undværes. Hverken smeden eller ph.d’en i højstyrkebeton.
Hi-Con beskæftiger i dag 60 mennesker – både akademikere, faglærte og ufaglærte.
At viden kan løfte en virksomhed har sidste års vinder vist. Ribe Jernindustri ansatte en ph.d. i mikrobiologi og gik fra at levere radiatorer til også at levere særlige sygehus-varmesystemer, der minimerer risiko for infektioner – en viden, som både USA og Kina efterspørger.
Kontakt
Vicedirektør i Akademikernes A-kasse, Kim Serup telefon 2446 2696, kts@aka.dk
Direktør i Hi-Con, Peter Vendelin Olesen telefon 4064 3723, pvo@hi-con.dk