Debatindlæg af Michael Valentin, administrende direktør i Akademikernes A-kasse.
I Politiken den 10. april læste jeg med stor interesse debatartiklen ”Slaget om uddannelse er den nye klassekamp.” Og min interesse var stor, fordi der er noget om snakken. Desværre er der også noget om snakken, fordi der har vist sig en ærgerlig alliance imellem enkelte tidslommer indenfor fagbevægelsen. De kan enes om ét: De højtuddannede er den nye yndlingsskurk.
I Politiken præsenterer formand for HK / Privat, Simon Tøgern, således ”den nye klassekamp” hvor han foreslår voksen-SU som en del af en ny form for omfordeling. Han taler om de ”alt for mange akademikere, der ikke bliver brug for”, mens de faglærte ifølge Tøgern er en ekstrem mangelvare.
Lad mig starte med at fastslå følgende: Danmark har brug for både kloge hænder og kvikke hoveder. I min verden er faglærte og højuddannede hinandens forudsætninger – og ikke hinandens modsætninger, sådan som Tøgern ellers optegner det.
Som nation var vi aldrig nået så langt, som vi er, hvis vi ikke havde haft en veluddannet befolkning, der sammen med dygtige faglærte helt konkret havde bygget landet op. Danmarks vækst er et produkt af viden, ideer og faglige kundskaber. Og som nation har vi på ingen måde råd til at neddrosle vores ambitioner. Hverken hos de faglærte eller de højtuddannede.
Når man læser Simon Tøgerns ord, kan man næsten få fornemmelsen af en mand, der er bange. Men frygt ikke de højtuddannede. De spiser ikke faglærte til frokost, og de er egentlig ikke ude på at genere nogen. Tværtimod er det faktisk de højtuddannede, som skaber arbejdspladser.
Det lugter dermed lidt af en fagbevægelse, der mest af alt har blik for egne særinteresser, mens nationens generelle udvikling tilsidesættes.
Som samfund kan vi slet ikke klare os uden højtuddannede. Og som uddannelsessystemet er i dag, har vi endda plads til, at arbejderens søn tager springet udi de akademiske jagtmarker, får sig en lang videregående uddannelse og på den måde konkretiserer, hvad vi hylder at kalde den sociale mobilitet. Men med fagbevægelsens trang til at praktisere uddannelsesrindalisme, kan jeg frygte, at den sociale mobilitet er direkte på vej i graven. Og hvordan er det nu lige, det rimer på fagbevægelsens idégrundlag?
Vi har brug for mere uddannelse, ikke mindre. Vi har brug for at blive klogere og få endnu flere gode ideer. Hvis vi skal kunne følge bare nogenlunde med i det globale kapløb, har vi ikke råd til at neddrosle ambitionerne.
Man kunne derfor ønske, at vi alle taler hinanden op og ser mulighederne hos såvel akademikere, faglærte og ufaglærte. Og at vi arbejder sammen om at åbne døre hos virksomheder, der ikke har tradition for at ansætte akademikere, fordi det netop tilgodeser hele arbejdsstyrken.
Fakta er, at antallet af færdiguddannede akademikere siden 2013 er steget markant. Samtidig er ledigheden i den samme gruppe faldet. Arbejdsmarkedet tager altså fint imod de højtuddannede. Og i en faggruppe som ingeniørerne er der ligefrem mangel på de kloge hoveder.
I Politiken fortæller Tøgern, at ”alle analyser viser, at vi i disse år uddanner alt for mange akademikere.” Nu har jeg ikke haft lejlighed til at læse ”alle” analyser, men et hurtigt kig i ledighedsstatistikkerne tegner et noget andet billede. Mens vores medlemmer – de højtuddannede – i februar i år havde en ledighedsprocent på kun 3,4 var den hos HK’erne på 4,7 procent.
Tøgern fortæller også, at det nuværende uddannelsessystem særbehandler de velstilledes børn. Igen må jeg undres. For hvordan skulle det hjælpe arbejdersønnen, der gerne vil være jurist, at man tager SU’en fra ham unde sidste del af hans uddannelse?
Når jeg ser ud i virkeligheden, får jeg et noget andet billede end Simon Tøgern. Hvor han taler om ”uddannelseseliten” som en forkælet flok mennesker, oplever jeg en hær af flittige unge mennesker, der strømmer ind på de videregående uddannelser. Unge mennesker med drømme og håb og ambitioner. Og en stålsat tro på, at det betaler sig at kæmpe og at give den en ekstra tand.
Den tro må vi for alt i verden ikke tage fra dem. Ikke alene vil det være fattigt af os som samfund. Det vil også være dumt. For der er penge at hente mellem ørerne på de mennesker, der tager sig en lang, videregående uddannelse.
Akademikere er nemlig en konkret motor for vækst. Jo højere andel højtuddannede en virksomhed har, jo højere er dens produktivitet. Og for hver gang, man ansætter en akademiker i en lille eller mellemstor virksomhed, der ikke i forvejen har en højtuddannet ansat, skaber det næsten otte nye arbejdspladser.
Det er med andre ord ikke bare kortsigtet at neddrosle uddannelsesambitionerne. Det er også dumt.
Derudover tjener uddannelse også et andet og mindre målbart formål: Dannelse. Det kan kun siges at være en fordel, for når et menneske opnår en bredere horisont, mere vid og nye ideer, skaber det synergi og værdi. Dybde og tyngde. Det gælder både for den enkelte og for det samfund, vedkommende er en del af. Vi kan altså dårligt uddanne os for meget.
Vi kan derimod bekrige hinanden faglærte og højtuddannede imellem. Og det tjener kun det sølle formål at grave kløfterne dybere og gøre skellene større endnu. Det er langt fra en virkelighed, vi kan være tjent med. Og endnu vigtigere: Det er langt fra en virkelighed, vi kan være bekendt at udsætte de unge mennesker, hvis hænder og hoveder, vi i dén grad skal bruge, for.
Så lad os holde blikket rettet mod sagens kerne, droppe tilsmudsningen af hinanden og finde et fælles fodslag i, at vi har brug for hinanden. Viden og vækst hænger nemlig lige så naturligt sammen som hoved, hjerte og hånd.