Danmarks bedste arbejdspladser var tirsdag samlet i Cirkusbygningen for at fejre hinanden. Flere medarbejdere fra Akademikernes A-kasse deltog i festen, og de kunne her se sidste års 17.-plads blive byttet til en 15.-plads for 2016.
Den flotte placering er resultatet af en målrettet indsats fra organisationens side. For udover at ville hjælpe akademikere i job og være Danmarks bedste a-kasse, så ønsker Akademikernes A-kasse også at være et forbillede, når det kommer til arbejdsmiljø og -kultur.
Værdi hver dag
For at skabe en god arbejdsplads er det afgørende, at værdierne ikke bare er luftige ord på brochurer og hjemmesider, men at de bliver brugt og udlevet hver dag. Derfor følger Akademikernes A-kasse hele tiden op, evaluerer og gentænker værdierne, og et ambassadørkorps af medarbejdere har til opgave at holde dem i fokus.
Akademikernes A-kasses værdier er i høj grad knyttet op på engagement, initiativ og arbejdsglæde. Alle er faktorer, som indgår i den profil, der lægger til grund for vurderingen af Danmarks bedste arbejdspladser. Og det sociale miljø og den personlige vækst er hjørnesten i forhold til at få glade medarbejdere.
”Vi interesserer os for hinanden ud over vores faglighed, fordi det styrker samarbejdet og glæden ved at være her. Vi ønsker en organisation i bevægelse, hvor medarbejdernes faglige og personlige kompetencer hele tiden udvikles,” siger HR- og kommunikationschef Britt Dyg Haun.
Ansatte er dommere
Det er virksomhedernes egne medarbejdere, der bedømmer arbejdspladserne i konkurrencen. Blandt andet skal de svare på, om de mener arbejdspladsens ledelse er troværdig, om de føler sig respekteret, har en følelse af stolthed i deres arbejde samt et godt fællesskab med kolleger.
Udover medarbejdernes evaluering er der udarbejdet kulturprofiler for alle virksomhederne på listen. Her skal HR og ledelsesgruppen svare på spørgsmål om kommunikation, læring, belønningssystemer medarbejderindflydelse og socialt liv.