Debatindlæg i Politiken Michael Jacobsen, sekretariatschef i Akademikernes A-kasse.
En pengeko er en forretningsenhed, der genererer et så stabilt og højt cash flow ind i en virksomhed, at det overskydende kan bruges andre steder i organisationen. Sådan en pengeko er derfor god at have. Og tilsvarende dum at skræmme væk.
Men det er akkurat, hvad dagpengekommissionen med sine tre lækkede forslag til et revideret dagpengesystem ser ud til at ville. Alle de tre modeller, som kommissionen arbejder på, betyder, at den månedlige dagpengeydelse sættes ned, mod at dækningsperioden til gengæld bliver længere. Man vælger at redde dem, der falder ud, mens man forringer incitamentet for overhovedet at træde ind for de mange. Politikerne må tage ansvaret for det potentielt skæbnesvangre valg - hvis de vælger at gå den vej.
For dagpengesystemets pengeko, guldkalven, vil selvfølgelig tage sine gyldne hove på nakken og forlade gården, hvis foderet skæres drastisk ned, mens landmanden hiver akkurat lige så meget i yveret, som han altid har gjort.
Gør politikerne som dagpengekommissionen i en lækket rapport til Politiken ser ud til at anbefale – skærer i dagpengene med op til 15 procent – skaber det en reel fare for, at dem, der er i arbejde og betaler gildet i a-kasse-systemet, binder knude på yveret. Melder sig ud.
Dagpengesystemets guldkalv er alle dem, der måned efter måned, år efter år og ofte et helt liv i gennem betaler deres a-kasse-kontingent uden nogensinde eller kun flygtigt selv at få brug for den ydelse, som de forsikrer sig til. Det er alle dem, der aldrig bliver ledige, men som af frygt for at blive det, betaler til en fælleskasse, der til gengæld stiller dem et månedligt beløb i udsigt, der er til at leve med. Leve af.
Det sidste er en svært definerbar smertegrænse, som er meget farlig at flytte. Den såkaldte kompensationsgrad ligger i forvejen og balancerer på et knivsæg, der skiller kan/kan ikke betale sig.
Det gælder for Akademikernes A-kasse, som det gælder for en række andre a-kasser, at vi har mange pengekøer blandt vores medlemmer. I den samlede stald af a-kasser i Danmark er vi – sammen med andre – guldkalven, der bidrager til et steady cash flow ind i det solidariske system, som kommer andre a-kasser og deres ledige til gode. Der er derfor ingen, der skal have ondt af os. Det gør ikke særlig ondt at være guldkalv. Det gør heller ikke ondt at have en høj månedlig indkomst, når man som akademiker er i arbejde. Men det gør ondt, når dækningsgraden bliver for ringe ved ledighed. Hos vores medlemmer er den nede på under 40 procent. Bliver den lavere, har guldkalven ikke råd til at blive i stalden.
I det øjeblik det ikke længere kan betale sig for de arbejdende a-kasse-medlemmer at betale til en ordning, de ikke kan leve af alligevel, hvis uheldet er ude, finder de andre græsgange. Ligesom guldkalven. Fx hen i private forsikringsordninger, der kan være gode for den enkelte, men mangler dagpengesystemets solidariske omfordeling. Eller hen i ansættelseskontrakter med større sikkerhed for den enkelte i form af længere opsigelsesperioder. Igen godt for den enkelte. Men skidt for det fleksible arbejdsmarked, som, takket være netop dagpengesystemet, gør det muligt for vores virksomheder at hyre og fyre med kort varsel. Fordi den uheldige kalv kan få midlertidigt tag over hovedet i stalden – hos a-kassen.
I Akademikernes A-kasse ved vi godt, at vi ikke har mange venner blandt politikerne eller i virksomhederne, når vi værner om dækningsgraden. Hængekøjeeffekten hives gang på gang frem. Man tror, at folk hellere vil ligge i hængekøjen end søge arbejde, hvis dagpengeydelsen er for høj. I Akademikernes A-kasse skylder vi stadig at møde den akademiker, der hellere vil høste en dækning på 17.918 kroner end en månedsløn, der ligger mere end 60 % højere.
Når vi skal værne om dækningsgraden og holde på dagpengesystemets guldkalve, er det ikke for a-kassernes skyld. Det skal vi gøre for medlemmernes skyld. For arbejdsmarkedets skyld. For fællesskabets skyld. For tryghedens. Og fremtidens.
Det, politikerne har bedt dagpengekommissionen om at gøre, er at lade være med at fremtidssikre dagpengesystemet. De tre forslag, der er lækket fra kommissionen, adresserer alle udelukkende den snævre og meget specifikke udfaldsproblematik. Fordi det er politisk opportunt. Fordi det er det, vægerne vil have.
Men det vil de kun, fordi vælgerne ikke ved, at det sætter hele systemet i fare. I Akademikernes A-kasse har vi, ligesom alle andre a-kasser, medlemmer, der falder ud efter to år. Dem har vi også fokus på at hjælpe. Det er bare ikke den væsentligste opgave, hvis vi skal femtidssikre systemet. Det er den forkerte ende, politikerne og kommissionen kigger på. Vi skal fokusere på dem, der kommer ind. Hvordan kan systemet give mening for de grupper, som har mindst ledighedsrisiko, så vi får flere ind ad døren end ud af den?
Politikerne har haft held til at kalde øvelsen med dagpengekommissionen for en reform. Det er det ikke. Det er en redningsaktion for dem, der er faldet over bord. Og et gevaldigt puf til dem, der stadig sidder i båden og sejler videre mod så dårligt vejr, at de selv hopper af.
Den solidariske forsikringsordning betaler en for høj pris for den løsning, der lige nu ligger på tegnebrættet. En løsning, der har stirret sig blind på udfaldsproblematikken, som det væsentligste problem.
Men dagpengekommissionen og politikerne har heldigvis stadig lidt arbejdstid at løbe på, inden kommissionen kommer med sin endelige anbefaling mandag den 19. oktober. Herfra skal lyde en stærk opfordring: Husk nu, at det også i fremtiden skal give mening at være med til at bidrage til noget, de fleste ikke bruger ret meget.