Tema 5 - Fremtidens medarbejdere gør op med idéen om en normal

For den yngre generation er flydende grænser relateret til fx køn, faglighed, online og offline landskaber, hierarkier, samt ledelsesstrukturer den nye normal. Denne udvikling vil også afspejle sig i deres tilgang til arbejdet og deres forventninger til arbejdspladsen, hvor diversitet og inklusion vil blive et vigtigt udvælgelsesparameter.

De flydende grænser påvirker den yngre generations identitetsopfattelse som helhed. De unge vil i stigende grad tage afstand fra idéen om, at de skal passe ind i én enkelt kasse - uanset om det gælder deres arbejde, eller hvem de tiltrækkes af. Deres identitet kan godt rumme elementer, som tidligere er blevet opfattet som værende modstridende og det vil stille krav til en ny form for inklusion.

Perspektiv / Sammensmeltning af online og offline

Den yngre generation kan betegnes som generation phygital.

De er vokset op i en verden, hvor teknologi og sociale medier er allestedsnærværende. En af konsekvenserne er, at de er helt komfortable med online-kommunikation og kan navigere flydende mellem fysiske og digitale landskaber uden at anse den ene sfære som mere virkelig eller reel end den anden.

I takt med at de hybride arbejdsformer vinder frem, vil de unge generationer være med til at skubbe på en udvikling, hvor arbejdet ikke deles op i kontortid vs. hjemmearbejdstid, men hvor de flydende kan bevæge sig ind og ud af arbejdet via digitale platforme og tilstedeværelse i eksempelvis metaverset. Kollegiale relationer vil udfolde sig ligeligt på fysiske kontorer og via avatars på digitale platforme.  

Perspektiv / Inklusion ud over kvoter

Den yngre generation er den mest diverse generation til dato med en større repræsentation af forskellige etniciteter, nationaliteter og kulturer. Det medfører en stor rummelighed blandt de unge, som vil afspejles i deres tilgang til arbejdet. Vi vil se, at de i højere og højere grad udfordrer eksempelvis systemisk racisme og diskrimination i alle former og stræber efter at skabe et mangfoldigt, rummeligt og inkluderende arbejdsmiljø, hvor individer uanset baggrund, fysiske forhold, neurobetingelser og orientering værdsættes og respekteres.

Sammensætningen af ledelsesgrupper og bestyrelser vil ikke opnå meget respekt fra de yngre generationer, hvis de udgøres af en priviligeret majoritet.Kvoter kan ses som et middel til forandring, men på sigt vil det sandsynligvis være naturligt for de yngre generationer, at diversitet og inklusion ikke handler om at kunne opgøre fastsatte rater indenfor forskellige identitetsmarkører, men om et grundlæggende opgør med magt og privilegier hen imod en virkelighed, hvor diversitet ikke anses som ekstraordinært.

Perspektiv / Transformationen af kønsnormer

De unge bryder i stigende grad med den binære kønsforståelse af, at man kan være enten mand eller kvinde.

De omfavner en mere flydende og inkluderende opfattelse af køn sammenlignet med tidligere generationer. Det flydende køn er blandt mange unge blevet normen. Dette vil i stigende grad afspejles i den yngre generations sprog, modevalg og sociale interaktioner såvel som i deres støtte til kønsneutrale arbejdspladser, pronominer og andre former for kønsinkluderende politikker.

De unges fremtidige arbejdsgivere må tage et kritisk blik på arbejdspladsens eksisterende normer og praksis for at sikre inklusion, for eksempel ved at tilbyde en arbejdsplads uden traditionelle kønsmarkører.