Tema 2 - Fremtidens medarbejdere bliver livslange karrieredesignere

Længere forventet levetid, uddøende industrier, udskudt pensionsalder, bæredygtig omstilling og teknologiske fremskridt inden for eksempelvis kunstig intelligens er alle faktorer, der vil komme til at omdefinere forståelsen af, hvordan et arbejdsliv sammensættes over tid.

På et omskifteligt arbejdsmarked vil det være helt essentielt, at kommende generationer løbende opdaterer deres kompetencer for at forblive attraktive og relevante.

De unge forstår værdien af livslang læring og udvikling og søger proaktivt nye muligheder for at tilegne sig flere færdigheder og ny viden.

Dette vil også afspejle sig i et voksende fokus på selvuddannelse og en tro på, at traditionelle akademiske færdigheder alene ikke er nok til at opnå succes på arbejdsmarkedet og få et arbejdsliv til at forblive relevant i længden.

Perspektiv / Læring bliver fragmenteret og selvstyret

Fremtidens omskiftelige arbejdsmarked bidrager til en helt ny idé om læring og udvikling, hvor både fremtidens arbejdspladser og medarbejdere skal agere hurtigt på tilegnelsen af nye kompetencer og arbejdsprocesser.

De yngre generationer er tilvænnet en fragmenteret tilgang til læring, og vil langt hen af vejen selv tage initiativ til at opsøge ny viden og færdigheder udenom de traditionelle uddannelsesinstitutioner. En tendens som COVID-19 har skubbet yderligere på ved at introducere digital og selvstyret læring fra en tidlig alder.

FIRE (Financial Independence, Retire Early) er et eksempel på en bevægelse, der er opstået og dyrkes i online fællesskaber, på sociale medier, podcasts mv., hvor unge deler og tilegner sig viden om investering udenom etablerede systemer for at kunne designe deres arbejdsliv præcist efter egne præferencer.

De unges fremtidige kolleger og arbejdspladser vil skulle anerkende alternative og selvgjorte veje til færdigheder. Det kan eksempelvis være i forbindelse med fastsættelsen af løntrin eller ved at tildele de unge medarbejdere ekspertroller fra start af.

Perspektiv / Pensionen bliver gentænkt

Idéen om en fast og givet pensionsalder er under forandring.

Mange unge begynder at planlægge pension i deres tidlige 20'ere og er drevet af faktorer som øget levetid, økonomisk usikkerhed og ændringer i samfundets holdning til arbejde og aldring. Vi vil se en yngre generation, som er mere åben over for utraditionelle karriereveje gennem livet, og som i stigende grad vil bruge for eksempelvis freelanceplatforme til at forme deres arbejdsliv. De unge lægger ikke 5-års planer med en klassisk "trappestruktur" for deres karrierer, men vil i stigende grad forstå karriere som en livslang udvikling med mange flydende skift og overgange.

Dette vil også påvirke forventningen til fremtidens pensionsordninger, som vil skulle redesignes radikalt, for at kunne facilitere kommende generationers behov for at kunne sammensætte et arbejdsliv med flere integrerede pauser, hvor der kan være brug for at trække på en opsparing.

Perspektiv / Den højtuddannede, entreprenante generation

Den yngre generation omtales ofte som den højest uddannede i historien. De unge er vokset op med øget adgang til teknologi og uddannelsesressourcer, som giver dem et højere niveau af tekniske og digitale færdigheder samt et mere komplekse sæt af kompetencer sammenlignet med tidligere generationer. Dette blandet med en risikovillig tankegang fører til en stærk iværksætterånd blandt de unge, hvilket vil bidrage til skabelsen af nye jobs og virksomheder - især i den teknologiske og kreative industri.

På fremtidens arbejdspladser vil det blive nødvendigt at tage stilling til, hvordan de entreprenante unge kan tiltrækkes og fastholdes, for eksempel gennem nye typer ansættelsesforhold, der giver plads til iværksætteri og medejerskab.