Er du succesfuld?

Måske er dit svar på spørgsmålet et rungende ja, eller måske er det snarere et mnjaaa … For hvad er succes egentlig, og er det i det hele taget ok at tale højt om succes? I den nye podcast 'Succesfuld?’ giver blandt andre Peter Lund Madsen, Sofia Manning og Rane Willerslev deres bud på et svar. Lyt med, og få eksperternes bud på at blive eller at føle sig som en succes i arbejdslivet.  

 

Billeder af deltagerne i Succesfuld podcast

 

Tekst af Lene Roe Rasmussen Podcast tilrettelagt og produceret af Pernille Brunse Fotocollage Klaus Rudbæk/Storylab 

 

De fleste af os bruger en stor del af døgnets vågne timer på at arbejde, så selvfølgelig vil vi gerne føle os succesfulde med det, vi laver. Men hvad er succes egentlig? Er det en prestigefuld stilling og høj løn, eller handler det i højere grad om arbejdsglæde og indre tilfredshed?

I den nye podcast ‘Succesfuld?’ inviterer journalist og vært Pernille Brunse blandt andet læge og hjerneforsker Peter Lund Madsen , coach Sofia Manning og direktør for Nationalmuseet Rane Willerslev i studiet for at høre, hvornår de føler sig succesfulde, og for sammen med dem at blive klogere på hvordan hun selv og lytterne kan komme tættere på at føle os succesfulde i vores arbejdsliv.  

For ja – succes kan lige så vel handle om en følelse som om noget ydre og målbart. Begge dele har sin relevans, og gæsterne i podcasten har meget forskellige bud på, hvornår de hver især oplever succes, flow og tilfredshed i deres arbejdsliv og generelt. Det kan nemlig være meget forskelligt, hvornår vi føler os som en succes. Blandt gæsterne handler det om alt fra at udvikle sig og mærke, at man gør en forskel, til at lykkes på trods.

Hvornår føler du dig succesfuld? Har du en drøm om et bestemt job, et arbejdssted eller en særlig måde at tilrettelægge dit arbejdsliv, så det giver et optimalt samspil med resten af indholdet i dit liv: familie, fritid, venner, interesser? Og hvordan svarer du i det hele taget på spørgsmålet, hvis succes for dig ikke er noget, der står bøjet i neon i forvejen? Det første skridt på vejen er at definere, hvad succes er for dig, råder coach og forfatter Sofia Manning i podcasten.

Kan coaching hjælpe dig til at føle dig mere succesfuld i dit arbejdsliv, spørger journalist og podcastvært Pernille Brunse og lader sig kaste ind i en mini-coaching session for åben mikrofon. Coaching kan i hvert fald hjælpe dig med at blive klogere på, hvad succes er for dig, svarer Sofia Manning og stiller en række åbne spørgsmål, som du kan lade dig inspirere af.

Spørg for eksempel dig selv: Hvornår føler jeg mig succesfuld? Hvordan ser det ud? Hvilken situation kunne det være? Og når du så har dannet dig et godt billede af, hvad der er vigtigt, for at du kan føle dig succesfuld, kan du spørge dig selv, hvad der forhindrer dig i at komme derhen. Er din drøm realistisk? Og hvad kan være det første skridt på vej imod at nå dine mål? 

 

Skamfuldt at tale om succes 

Ordet succes kan splitte. Nogen vil gerne tale om deres succes og ambitioner og gør måske også en dyd ud af at rose andre for deres succeser. For andre er det skamfuldt at tale højt om, hvad man drømmer om professionelt. Måske er det frygten for ikke at være god nok og for at tabe ansigt, hvis man ikke opnår sit mål, der spiller ind. Det er nogle af de overvejelser, som Pernille Brunse udforsker i ‘Succesfuld?’

Men du må godt tale om succes, lyder det fra de eksperter, hun har i studiet. For det har stor indflydelse på din trivsel, om du føler dig succesfuld eller ej. Og jo mere afklaret du er med, hvad der er vigtigt, for at du føler dig succesfuld, jo nemmere er det at vurdere, om du er tæt på målet, og hvad der skal til, for at du kan komme det.

 

Drop frygten for at fejle 

En af gæsterne i podcasten er HR-chef Hanne Blume, som har arbejdet med HR og karriereudvikling i mange år, selvom hun oprindeligt troede, hun skulle lave noget helt andet professionelt. For hende er en vigtig prioritering at overveje, hvad der gør dig glad på arbejdet lige fra fagområde, opgaver, at samarbejde med mange mennesker eller med få til ledelsesansvar eller ej, så du får noget at styre efter i din udvikling.  

Nogle gange handler vejen til succes grundlæggende om at finde ud af, hvad du er god til, og hvad der motiverer dig, men der er også en anden væsentlig faktor, og den handler om at slippe frygten for at fejle eller for ikke at lykkes med projektet. Sårbarheden ved at investere sig selv i noget og sige det højt er ikke til at komme uden om, hvis vi skal tale om succes, drømme og mål.

For at styre uden om frygten for at fejle kan du for eksempel gøre dig de samme overvejelser som stifter af skobrandet Roccamore, Frederikke Antonie Schmidt. Når hun skal risikovurdere og træffe store beslutninger i sit arbejdsliv undgår hun at spekulere for meget over, hvad der kan ske, hvis hun forfølger sit mål. Hun vender i stedet spørgsmålet om til: “Hvad sker der, hvis jeg ikke gør det?”

Lyt til 'Succesfuld?’, og få meget mere inspiration til, hvordan du kan finde større glæde i dit arbejdsliv og komme tættere på at føle dig – succesfuld. 

 

Lyt via Apple Podcasts
Listen on Spotify

 

 

knap - Bliv medlem

 

 

Bliv klogere på fremtidens arbejdsmarked

Vi afholder løbende events, hvor du kan møde erhvervslivet, få inspiration til at tage det næste skridt i arbejdslivet eller høre om tendenser på arbejdsmarkedet.

Gå til siden (Selv-)udvikling